fredag den 16. august 2013

To kendsgerninger

1. Nektaringrød smager virkelig dejligt og er en perfekt måde at bruge rynkede nektariner. Der er ingen opskrift. Har bare hevet skrællen af fire nektariner (især så Vera kunne være med - selvom hun laver citronmund til frugtmos) og kogt dem i en lille gryde sammen med lidt vand.


2. I nat vækkede Vera os omkring tres gange. Jeg er ikke helt sikker, for på et tidspunkt holdt jeg op med at tælle, men jeg er ret sikker på, at det nærmer sig tres. Klokken halv fem besluttede hun sig for ikke at kunne sove igen. Efter en del overtalelse faldt hun i søvn igen klokken fem. Og sov helt til klokken seks. Og var vågen til klokken otte. Så sparkede hun sine bukser af i raseri tre gange inden jeg fik dem helt på hende, og nu besluttede jeg, at hun godt måtte få en tidlig formiddagslur. Er det formiddag klokken otte? Det føles sådan.

Resten af formiddagen tror jeg egentlig bare jeg bliver her i sengen. Synes faktisk det er lidt fjollet, at 7-11 ikke bringer ud, for det kunne lige være dagen, hvor jeg skulle afprøve samtlige af deres nye typer croissanter.

Ingen kommentarer: