onsdag den 30. oktober 2013

November på vej

Jeg har egentlig aldrig været særlig kritisk over for november. Det handler nok om, at jeg har fødselsdag den sjette og derefter kan man jo bare begynde at glæde sig til jul. Nogle gange tror jeg virkelig man kan blive et lykkeligere menneske af at gå op i højtider! Men det kræver selvfølgelig også at man ikke stresser for meget over dem. Jeg gør mit bedste.

Men i år betyder november, at min barsel slutter. Det er surt, men på en måde glæder jeg mig også til at opnå den der arbejdsro, hvor man bare sidder med sin kaffe, sin computer og sit dokument - og læser korrektur! Sådan er jeg indrettet, jeg fjollede danskstuderende...

Lige her inden vinteren for alvor er slået igennem, er Vera blevet temmelig forkølet. Det faldt selvfølgelig sammen med, at vi havde tænkt os at gå i gang med Projekt Stop Natamning. Det gik vi så ikke i gang med alligevel, for sådan en syg bebs skal jo have masser af antistoffer fra mælken og også en masse omsorg. Det prøvede jeg af en eller anden grund at give ved at hækle hende en varm hue. Tror dog bare den giver grund til vuggestuemobning... Vi kan jo kalde den "tehætten".

mandag den 28. oktober 2013

Oktober er pink





Oktober er jo som bekendt brystkræftsmåned, så da jeg afholdte madklub i går, blev det hele lyserødt. Menuen stod dermed på rødbederisotto, rødbedeboller og rødbedekyllingefrikadeller. Jeg har desværre ingen opskrifter, da jeg bare puttede rødbede i alle mine standardopskrifter. Det farver godt nok effektivt, det stads! Jeg serverede selvfølgelig rød saftevand (med danskvand) og rosé dertil og vi startede med en snackblanding af peanuts og gojibær, samt afsluttede med lyserødt slik... jeg gik måske en anelse amok i Fakta. Men det var det værd! Det varmede humøret at omgive sig med pink og gode veninder :)

Vera tog også dagen overraskende pænt, når man tænker på vintertiden. Sådan en time kan gøre meget for en lille babys døgnrytme. Men i dag var hun også helt træt og sulten alt for tidligt, det stakkels barn. Og måske lidt påvirket af stormlydene udefra. Jeg håber I alle kom uskadte gennem aftenen!

Og nu vil jeg drikke varm kakao og se første afsnit af anden sæson Sherlock - en anbefaling værd!

onsdag den 9. oktober 2013

At elske sin lille, upraktiske, slidte lejlighed

... kræver et godt hjerte og lidt ekstra forbedringer, efter som der på magisk vis bliver mindre og mindre plads heroppe på femte.


(Klik på billederne for at se dem i store.) Vi har købt to nye IKEA-skabe til blandet opbevaring. Det ene er det klassiske, lave PS skab, som vi fik brugt og billigt. Det andet er en STUVA kombination, som vi købte fra nyt af efter maaaange overvejelser. Det er i princippet to skabe ovenpå hinanden, så hvis man omindretter, kan man bruge dem anderledes. Og så har vi fået hængt knager op i gangen. Her kan man så rigtig se, at vi er blevet en ægte børnefamilie.

Jeg ville virkelig ønske, at vi ikke behøvede at fylde hvert eneste hjørne af lejligheden op med skabe, men det er altså bare sådan det er, når man har så lidt plads som os. Imens drømmer jeg, som Michael Simson, om et andet sted. Men det bliver jo bare ikke lige nu, vel?

Indtil da kan man glædes over udsigten ved opvasken og solen ind ad vinduet. Mens man ignorerer, at der trænger til at blive malet.


søndag den 6. oktober 2013

Den slags dag

Et lille godnatindlæg fra et hjem i søndagshumør. I dag har stået på tømmermændsramte forældre og en hyperaktiv (som altid) baby. Før I ringer efter Sundhedsstyrelsen, vil jeg lige indskyde, at vi ikke drak os i hegnet med en baby i går. Jesper afholdte et hyggeligt middagsselskab i anledningen af sin fødselsdag, og jeg undede mig selv TO glas rødvin efter bebsen var lagt i seng. Jeg ammer stadig og drikker derfor sjældent mere end et enkelt glas vin eller øl, men hey, det var lige så hyggeligt.

Jeg blev dog straffet i form af intet mindre en den første omgang tømmermænd siden jeg blev gravid! Virkelig skørt, af to glas vin! Åh ja, og nok også kombineret med alt for lidt nattesøvn. Av mit hoved! Der måtte panodiler og cola til. Derefter affodrede jeg babyen med lasagne på glas (øko, trods alt), og følte mig som en temmelig sølle mor. Og ikke mindst beskidt... Vi havde nemlig heller ikke varmt vand i hele opgangen. Selvfølgelig.

Heldigvis stod resten af dagen på familiefødselsdag inkl lagkage og hygge (men først et bad hos min mor), så Vera kunne få et skud bedsteforældre og forældrene noget kaffe og frisk luft.

Nu er det sovetid for mig, der er lidt der skal indhentes! Godnat :)

mandag den 30. september 2013

Odense og Nørrebro

I går var jeg en tur i Odense med en gruppe veninder for at besøge vores fælles veninde, der er stukket af fra København. Måske er det den vej mange af os skal, hvis vi skal være så heldige at få et job? Jeg kendte ikke Odense særlig godt, men det virker som en stille og idyllisk by. Slet ingen biljagter eller folk der så skævt til vores gruppe med en barnevogn og en klapvogn. Ellers to ting jeg efterhånden er begyndt at forbinde med Nørrebro.

Jeg er dog ingenlunde på vej til Fyn, selvom der er dejligt "på landet". I stedet for indretter vi lidt om i vores miniloftspalads (aka. vores lejlighed) i disse dage. Vi bor småt og upraktisk, men vi har ikke råd til noget større lige nu. Så vi prøver at få det bedste ud af, hvad vi har. Heldigvis har vi valgt bolig med hjertet, så selvom her er småt, er her hyggeligt og rart. Især når vi ikke snubler for meget over miniklaverer og pivedyr...

Men her er Odense. Det var pænt.

torsdag den 26. september 2013

Vi tester Totseat - bærbar babystol

Sponsoreret indlæg


Vera og jeg har fået mulighed for at teste Mammashop, som er en webshop med ting til babyer og deres mødre (jeg spottede lige virkelig meget ammetøj). Jeg valgte at teste en Totseat, som er en bærbar babystol. Da Vera var omkring seks måneder gammel, lærte hun at sidde oprejst uden støtte, og så fik vi samlet Tripp Trapp-stolen og puttet hende i den (okay, måske tyvstartede vi lidt og puttede hende i højstol et par uger før hun kunne sidde uden støtte, men kun megetmegetmeget kortvarigt...).

Herefter åbnede der sig en ny og dejlig verden med Vera med til bords. Før dette sad vi med hende på skødet eller hun sad i skråstolen, når hun fik grød og mos, og det var faktisk ret besværligt og ikke særlig fælles måltid-agtigt. Nu kan vi allesammen sidde ved spisebordet og spise sammen, og vi elsker det! Vera trommer lykkeligt i bordet, og vi andre får faktisk også lidt mad indenbords.

Nu er det så bare det, at Tripp Trappen ikke kan være i pusletasken, og hvad skal man så gøre, når man skal ud? Her kommer Totseat ind i billedet, så den måtte jeg hellere få prøvet. Og det har jeg gjort i en uges tid nu.

De positive ting først:
  • Først og fremmest: stolen virker! Den sættes på en almindelig stol, og vupti så har man en plads til baby.
  • Og den fylder heller ikke noget som helst i tasken, især ikke hvis man er meget fingernem (det vender vi lige tilbage til).
  • Jeg har testet den på tre forskellige stole nu, og den passede fint på alle tre.
  • Brugsanvisningen var ok, og det tog kun lidt (kærkommen) hjernegymnastik at forstå systemet og alle de mange variationer af systemet... nu er hjernen måske snart klar til at skrive speciale?
  • Vera sidder pænt på stolen og ser ud til at have det fint der. Hun sidder også lavt nok til, at hun ikke kan hive ting ned fra bordet, hvilket faktisk er ret smart, når man er ude, hvor man jo ikke lige altid kan sørge for, at der ikke er noget skrøbeligt eller farligt i en radius af en babyarm.
Smart lille etui for meget fingernemme forældre.
Og så til de negative ting:
  • Til ære for jer, kære læsere, har jeg testet stolen med et par andre babyer. Disse babyer var lidt ældre og lidt mere vilde end Vera (hun tænker mest på mad, når hun nærmer sig et spisebord) og krævede altså en hånd på sig, når de sad i stolen. Især mens den blev spændt fast om dem. Baby sidder nemlig ikke lige så "fanget" her som i en normalt højstol. Men det var en fin nødløsning til disse babyer, da de prøvede den.
  • Det med at sidde så lavt er ikke kun et plus. Der spildes lidt mere mad på gulv og babykrop, og babyer, der selv spiser ting fra bordet og for eksempel øver pincetgreb, vil nok få et problem her. Jeg har vist læst et sted, at man ganske uofficielt kan sætte en pude under babyen, så den kommer op til bordet, men jeg ved ikke hvor sikkert det er. Et forsøg værd, måske?
  • Jeg kunne altså ikke lige i min mor-travlhed få stolen ned i etuiet igen. Måske jeg lærer det på et tidspunkt, men man kunne måske have lavet et lidt større etui med tanke på travle forældre, der lige skal rydde op og pakke pusletaske med en baby på armen.
Nå. Men alt i alt et ret smart stykke babyudstyr, som jeg godt kunne have fundet på at købe selv.


Jeg har fået Totseat'en fra Mammashop mod, at jeg skriver om dem på min blog og linker til sitet. Jeg har dog fået frihed til at skrive, hvad der passer mig, hvilket jeg selvfølgelig også har gjort.
Bare lige så vi har det på det rene :-)

lørdag den 21. september 2013

Projekt hav det rart

Hej heeeej. Jeg er her stadig. Tak for jeres kommentarer om Veras søvn. Hvis det virkelig er rigtigt, at man bare skal finde sig i at sove dårligt med små børn, så... Grrrr! Nej, det er ok :) så må jeg bare finde mig i det og forsøge at gå lidt tidligere i seng. Og ikke mindst have det rart i mine vågne timer! Så jeg bruger en masse tid på at have det så hyggeligt som muligt og nyde min barsel på trods af afbrudt søvn, rygsmerter og sisofosarbejdet med at rydde op efter en baby, der har besluttet sig for at man godt må lege med maden. (Og kaste med den. Og smøre den udover bordet. Og sætte håret med den. Vi glæder os over de gode finmotoriske evner.) Men jeg prøver at grine af det i stedet for at brokke mig over det, og det lykkedes for det meste. Og så hækler jeg. For det er rart. (Og jeg prøver at gøre et indhak i min kæmpe garnsamling, for Vera har opdaget mit ene garnopbevaringssted.)

(Ja. Nu kan babyen kravle hen til ting! Det går så hurtigt! Om lidt kommer hun vel og siger, at hun skal starte i skole.)