mandag den 9. september 2013

Helt ærligt

Jeg er SÅ træt! Siden tidlig sommer er Vera vågnet oftere og oftere om natten, og i øjeblikket peaker det med at hun vågner hver 2.-3. time hele natten. Jeg har ikke sovet over fire timer i træk siden foråret, og jeg er så træt, så træt, så træt!

Jeg synes vi har prøvet alt. Mere mad om dagen. Mindre mad om dagen. Mere bryst om dagen. Mindre aktivitet om dagen, mere aktivitet osv. Amme lang tid når hun vågner, amme kort tid, nægte amning når hun vågner (slet ingen succes!), have mindre lys i soveværelset, have mere lys i soveværelset... Osv. Osv. Osv. Intet virker! Eller også er det bare fordi vi er så trætte, at vi ikke kan koncentrere os om projektet og ikke får gjort det fuldbyrdet eller i nok tid ad gangen eller hvad ved jeg.

Jeg har hovedpine oftere (igen), husker helt vildt dårligt, bliver meget nemmere irritabel, får ikke gjort noget af det jeg gerne ville osv. Jeg spiser megausundt og drikker vildt meget kaffe og får ikke forberedt noget som helst speciale eller tjekket op på barselsregler eller noget som helst. Jeg hækler en del fordi det kræver så lidt hjerneceller, men ikke engang blogs får jeg læst særlig meget af. Min hukommelse er den helt galt med. Jeg glemmer at ringe tilbage til folk, glemmer hvad jeg skulle i køkkenet og forleden dag var jeg lige ved at glemme at give Vera frokost og kunne ikke forstå hun ikke ville sove middagslur.

Jeg ved godt, at det er den slags her man går med til, når man beslutter sig for at få børn, og der skal nok være nogen, der har det værre end mig. Men det laver jo ikke om på, at det er SÅ hårdt. Er der nogen, der har nogle gode råd? Eller bare et klap på skulderen? Eller måske bare et godt råd til hvordan man får ting gjort, når man ikke sover ordentligt? Vores sundhedsplejerske har åbenbart for travlt til at ringe tilbage, og nu har jeg hørt og prøvet alle andres råd.

Heldigvis er Vera helt utrolig dejlig på alle andre tidspunkter, og selvom jeg er træt af det hele er jeg ikke træt af hende og har intet fortrudt. Men det ved I jo nok godt :)

6 kommentarer:

Thea Vaskavulla sagde ...

Æv bæv! Men det du beskriver er meget normalt - tag det fra en kender :-P Ved firemåneders alderen ændrer børnenes søvnmønster sig - det betyder at de bliver bedre til at sove den dybe søvn, men det betyder samtidig også at de vågner oftere, fordi der så småt begynder at komme drømme og fordi de bliver mere bevidste og alt det skal bearbejdes i søvne. Det der ville gøre os voksne trætte, kan i stedet gøre børn trætte også, men gøre at de sover uroligt.. Hvis det giver mening? Det er således ikke mad eller sådan hun mangler. Hun mangler faktisk nok slet ikke noget - der er ikke andet at gøre end at være der og lulle hende tilbage i søvnen igen. Men det er megahårdt. Harald sov først igennem da han var 2 år. Lillebror ser dog ud til at være os mere nådig og sover igennem nu (han er 14 mdr.) og har gjort det fra han var ca. 10 mdr... Så.. pointen.. Du kan nok ikke gøre så meget andet end at vente den ud. Sådan er det bare (ville ønske jeg ville kunne komme med et mere "du skal bare trykke der"-agtigt svar).. Det med søvnens mønster er btw noget jeg har fået at vide af min moder, som er sundhedsplejerske...

Stine sagde ...

Er det fordi du bliver vækket hver anden time, at du ikke fungerer, eller fordi du får for lidt søvn i alt?

Ifølge det Thea skriver (og det du selv skriver), så skal du måske hellere se på hvordan du kan overleve det her, end på hvordan du kan ændre Veras søvn, for du har jo prøvet alt.

Jeg går i seng senest kl 21 altid. Det har jeg gjort i et år nu, og jeg er super træt ved 20.30 tiden fordi jeg er vant til det. Jeg plejer at stå op kl 7. Så jeg bruger 10 timer hver nat på at sove nok 7-8 timer, afbrudt 3-10 gange. Det fungerer ok, men jeg har også haft lang tid til at vænne mig til det. (Jeg bruger jo også 1-2 timer på at putte Dicte hver aften, så fritid har jeg ikke rigtig noget af, men jeg tror og håber det bare er en periode!)

Hvis du gerne vil ændre på Veras søvn, så synes jeg du skal forsøge det her:
Hun skal ligge nede i sin seng når hun falder i søvn om aftenen, og hun må ikke have bryst eller flaske i munden. Når hun vågner om natten, så er det ok at du ammer hende, men hun må ikke falde i søvn med brystet i munden. Du skal altså tage det ud inden hun falder i søvn. Det tager nok ti forsøg hver gang, men det kan godt lykkedes. Efter nogle dage skulle man gerne kunne se effekten.
(Jeg har selv forsøgt, og mens jeg ligger og venter på at hun snart er tæt på at falde i søvn så jeg kan prøve at fjerne brystet, så plejer jeg selv at falde i søvn. Det er virkelig svært at holde sig vågen der. Men jeg synes faktisk jeg så effekt allerede efter 2-3 gange fordelt på to nætter, så jeg tror på at det kan lade sig gøre! Man skal bare virkelig kæmpe for at holde sig vågen i den situation.)

Cecilie L. sagde ...

Øv altså hvor I bare kommer med de forkerte svar! ;)

Jeg tror jeg er træt fordi hun vækker mig så ofte. Jeg prøver i hvert fald at gå tidligt i seng. Men selvfølgelig ikke så tidligt som dig Stine. Synes det er svært at sove før 22. Men måske med lidt øvelse.

Vera er faktisk næsten ikke vågen når hun vækker mig. Hun græder i søvne, spiser i søvne og bliver båret tilbage i sengen igen i søvne. Derfor er det svært at afprøve dit forslag, for hun er slet ikke rigtig vågen. Men jeg tænker meget over at hun normalt ikke skal ammes i søvn, og jeg ammer fx altid i stuen før hun skal sove. Alligevel er det altid brystet hun søger når hun vågner om natten, selvom jeg altid prøver med sut, trøst og sovekanin først.

Men tak for jeres tanker! Jeg må prøve at få det bedste ud af dagene på trods af træthed så!

Thea Vaskavulla sagde ...

Det at du siger at hun ikke er vågen bekræfter egentlig min teori om søvnens ændring: Hun sover uroligt, fordi mere bliver bearbejdet, men sover samtidig dybere, og vågner derfor ikke af det. At hun søger brystet handler selvfølgelig om tryghed, og der må man bare gøre op med sig selv om man så vil det - personligt har jeg tænkt "nå, hva faen" og så har der bare været perioder hvor jeg har ammet det mere. Hvor gammel er hun - 6 mdr.?... Da den yngste var ti mdr. blev det for meget for mig, og der tog far over om natten, for jeg kunne simpelthen ikke få ro på ham, når han kunne lugte mig. Det kunne måske være, at far skulle prøve om natten? Og ellers, hvis man beslutter sig for, at det skal være uden bryst, så er det jo bare tålmodighed der skal til. Problemet der er jo så bare, at man er så skidetræt og bare vil sove, så tålmodighed er ikke det man har mest af midt om natten, og så hægter man dem bare på.

Stine sagde ...

Hvis det var mig ville jeg kæmpe mig igennem det og give hende den tryghed som hun åbenbart har brug for ligenu, i form af bryst (jeg bruger det stadig til at trøste med...), og så ville jeg nok gøre det, som man ikke må: dele seng med hende. Så du kan lægge hende til brystet og så falde i søvn igen mens du ammer. Det gør jeg stadig ;) Måske vil det også give tryghed at ligge tæt på dig, men det kan også gøre at hun vågner oftere fordi hun kan lugte at mælken er tæt på.

Håber det snart går over!

Hov og PS: Hvis du ikke kan sove kl 21, så lad endelig være med at gå i seng der! Jeg har haft mange søvnproblemer det sidste år, fordi jeg har forsøgt at tvinge mig selv til at sove om dagen, hvilket jeg altid har haft svært ved. Har fundet ud af at jeg har svært ved at sove om aftenen, hvis jeg prøver at tvinge mig selv til at sove om dagen, så selv efter en mega dårlig nat, så sover jeg ikke middagslur.

Men jeg tænker, at hvis du er så træt, så burde du kunne sove lidt tidligere end 22 nu hvor det begynder at blive tidligere mørkt (måske du skal droppe kaffen? ;))

Linen sagde ...

Åh hvor det lyder bekendt! De følges godt ad vores piger. Sig til når du knækker koden! I øvrigt kage og chokolade hjælper på trætheden