lørdag den 2. marts 2013

It was the best of times, it was the worst of times

På mandag har jeg været mor i tre uger.

Jeg har tidligere skrevet om at man ikke kan forberede sig på at få et barn. Det havde jeg selvfølgelig ret i, og det skal man heller ikke. Altså, man skal selvfølgelig købe bleer og babytøj og en seng og alt det der, men man skal ikke være helt forberedt mentalt.

Man skal kaste sig ud i det, når det sker. Man skal ligge hele natten og kigge på et nyfødt vidunder og ikke forstå, at det er sket, at man har lavet et barn, et rigtigt menneske med tæer og næse og blødt hår på ørerne. Man skal græde med barnet, når det græder hjerteskærende længe den første tid, fordi man ikke forstår, at det ikke forstår, at man pludselig elsker det betingelsesløst og vil gøre alt for at løse dets problemer og mætte dets behov.

Man skal se på gamle billeder og forstå alting på ny, og man skal komme i tanke om scener fra film, hvor børn eller forældre er kede af det og fylde øjnene med tårer bare ved tanken. Man skal stå op midt om natten, selvom barnet sover trygt, mærke det i nakken og til sidst lægge hånden på en lille mave for at sikre sig, at det stadig trækker vejret.

Og man skal kalde insisterende på den anden forælder, når barnet laver en ny grimasse, siger en ny lyd eller bare ser nuttet ud som det plejer, men kan man ikke godt se, at det er blevet lidt ældre siden i går? Det er noget med blikket og øjenkontakten.

Man skal sidde i sofaen med badekåbe og dårlig ånde hele dagen, fordi barnet sover så trygt i ens arme, og man vil så nødigt vække det, så man bliver siddende og pludselig er der gået en uge sådan.

Man skal også til tider forsøge at huske den person man var før, gå forgæves i forsøget og til sidst blive enig med sig selv om, at det er lige meget nu. At hverdagen en dag vil vende tilbage og at man kommer til at savne at gå på arbejde. Men lige nu savner man højst en kop kaffe uden barn på armen, men man savner barnet mere, når man er ude og lave kaffen.

Ps. Det lyder alt sammen vidunderligt, ikke? Men jeg kæmper så uendelig meget med at få amningen til at fungere. Det gør virkelig, virkelig ondt. Sig at det bliver bedre? Det er den eneste torn i øjet. Jeg kan sove, når jeg bliver gammel. Eller gravid igen.

2 kommentarer:

Kathrine R. sagde ...

Det BLI'R bedre! De første 5 uger er et helvede, så kommer deres appetitspring og så lysner det :-) Det gjorde det ihvertfald her.. De første mange uger var jeg ved at give op hele tiden! Og følte ikke at jeg var god nok, men så nærmest fra den ene dag til den anden, blev det bedre! Så hold ud og hvis du ikke kan (hvilket er fuldt forståeligt), så husk at MME ikke er dårligt for Vera!

Det bedste for hende er at ha' en mor der er glad --> glad mor = glad baby!

Trine sagde ...

Slike små gummidupper kan også være en stor redning i starten!