tirsdag den 19. marts 2013

Barseltidslommen


Jeg bruger stadig det meste af min tid sådan her, sovende, eller ammende. Alternativt siddende med Vera på skødet, mens vi skiftes til af efterligne hinandens ansigtsudtryk. Det er på samme tid utroligt intetsigende og helt fantastisk meget-sigende. Tiden går bare, og nu er hun fem uger gammel. Vi har også besøg, går ture og har endda flere gange besøgt andre også. Det synes jeg er stort. Det viser sig dog, at andre babyforældre allerede kan meget mere, sågar får deres baby passet, men jeg venter vist lidt endnu med den slags. Er åbenbart pylremortypen. Men nu har vi fået en ny god idé, der er, at Jesper jævnligt går en tur med barnevognen, mens jeg bliver hjemme og er lidt alene. Det er rart. Men jeg savner dem imens.

Jeg tænker om livet nogensinde bliver normalt igen, men det bliver det jo. Bare nyt normalt. På ikke-Danske Bank-måden. Men der venter vel en hverdag et sted derude. Om lidt under tre uger skal jeg fortælle mit arbejde, hvornår min barsel slutter. Jeg ved det bare ikke. I øjeblikket er det fantastisk hver gang Vera kan noget nyt, for eksempel smile. Det var selvfølgelig helt vildt dejligt. Men hvad nu, hvis jeg er på arbejde, når hun lærer at kravle, gå, sige agyyh, tale...? Hvorfor egentlig få et barn, hvis man så bare går fra det igen, tænker jeg. Men jeg tænker også på om man bliver skør af barsel på et tidspunkt. På om vi burde lave ordninger, så Jesper kan tage barsel senere. (Vi ved ikke hvornår han får et job, men hvis han pludselig gør, er det jo ikke sikkert det passer ind med en barsel - og hvem skal så passe Vera, hvis jeg er begyndt at arbejde igen. Vil helst ikke sætte hende for tidligt i vuggestue. Pylremor, sagde jeg jo.)

Jeg synes slet ikke jeg kan tage beslutningen nu. Hun er jo lige kommet! Men selvfølgelig skal mit arbejde kunne planlægge ud fra hvornår jeg kommer tilbage. Og jeg burde måske tænke på at komme i gang med specialet og karrieren igen. Men ikke endnuuuu.

Synes det er meget svært. Aner heller ikke, hvad jeg skal mene om den ligestillingsdebat, der kører i medierne nu vedrørende en øremærket barsel for mænd. Hvad med et års barsel for både mænd og kvinder? For hvis penge, tænker du så?

Ja. Det gør jeg også.

Sorry for forvirret blogindlæg. Jeg har så meget ammehjerne (er det et kvindenedgørende udtryk egentlig?), at jeg forleden dag glemte om jeg ammede for første eller anden gang der hvor jeg var på besøg. Hvordan skulle jeg så kunne skrive et sammenhængende blogindlæg? Eller tænke en sammenhængende tanke om barselbeslutningen endda? Jeg er endnu kun nået til tanken "Vera er sød."

2 kommentarer:

Linen sagde ...

jeg har også grublet og grublet over de 8 uger, man ved jo knap nok hvad det er for en lille én man har fået endnu.
Min første adskillelse fra min baby var en tur i føtex, den ligger vel 700 meter væk. Jeg løb hele vejen frem og tilbage... hvad nu hvis hun vågnede imens jeg var væk... Halsende kom jeg tilbage og barnet sov lige så stille imens faderen spillede playstation, men jeg er sikker på de havde savnet mig

Cecilie L. sagde ...

Al begyndelse er svær ;) vi skal nok lære det!