søndag den 16. december 2012

Essayadventskalender #3

Jeg har læst på universitetet i lidt over fem år, og undervejs har jeg datet og kærestet lidt rundt både uden og inden for universitetets vægge. Den slags kan godt være svært, når man samtidig prøver at finde sig til rette med, hvem man er og hvordan man skal indrette sin tilværelse for at få det bedste ud af den. Lige omtrent samtidig med, at jeg blev student, blev mine forældre skilt. Det kastede mig ud i en krise, der blev ved med at bide fra sig, også mens jeg læste på universitetet. Jeg var i perioder ret ensom som følge af skilsmissen, så jeg kastede mig i armene på alt, hvad der kunne holde mig med selskab; veninder, kærester, tilfældige mænd, studieaktiviteter osv.

Det bliver nok ikke foreløbig, at jeg offentligt fortæller så meget mere af den historie, men den "endte" med, at et forhold gik i stykker, og jeg besluttede mig for at bo lidt alene og finde mig selv, som det jo så fint hedder. Til hjælp med dette brugte jeg studenterpræsten på KUA, som stiller sig selv til rådighed til samtaler om livet - ikke om religion. Hendes mantra er, at ting tager tid, og det kan hun jo have ret i. Alligevel tog det mig kun et halvt år at få det meget, meget bedre, hjulpet godt på vej af ikke at date, skrive en hel masse ned om mig selv og jævnligt gå til samtaler med præsten. Jeg skriver dette, fordi jeg er sikker på, at man ikke kan  komme helt ud af en livskrise bare ved at møde den rigtige person. Men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på mig selv alligevel.

Vinteren efter en terapeutisk sommer og et udviklende efteråret, mødte jeg nemlig Jesper. Jeg havde egentlig mødt ham før, men jeg vidste ikke så meget om ham, andet end, at han efter sigende var ret klog - og virkelig venlig. Vi var på det tidspunkt begge to i festudvalget på Dansk, men vi faldt først i snak en dag, vi med tømmermænd skulle gøre rent efter en fest. Vi hyggesnakkede bare lidt, og så tog jeg hjem uden, at der skete mere ved det. Men jeg kom hjem med fornemmelsen af at have haft det rigtig rart. Jeg besluttede mig for at bruge lidt mere tid sammen med folk, der bare var rare.

Derfor var jeg også ekstra opmærksom på ham til festudvalgets julefrokost. Han var jo rar, og resultatet af min laaange selvudvikling var åbenbart en beslutning om at tilbringe mere tid med rare mennesker - uden bagtanker om andet end uskyldig tid, for øvrigt. Men man har jo hørt før, at ens tankegang bliver mindre uskyldig efter de første par flasker rødvin, så et sted mellem min opblomstrende karriere som julefrokost-DJ og definitiv gå-hjem-tid faldt vi på en eller anden måde ind i hinandens arme. Den aften gik jeg slet ikke hjem. Vi sov (ja - sov!) sødt ved siden af hinanden på en bænk uden for det store auditorium.

Næste dag gjorde vi endnu en gang rent efter en fest på KUA sammen. Men denne gang blev vi af vores snedige venner hele tiden sendt i kælderen (hvor vi opbevarer tomme flasker og den slags) sammen. Da jeg cyklede hjem fra universitetet, var jeg ret glad. Og lidt på vagt - for det er jo farligt at være så glad efter bare én god aften.

Når jeg hører om folk, der er i tvivl om deres date egentlig vil noget mere seriøst end dating, når han eller hun nu ikke skriver eller ringer, ikke har så meget tid til at ses eller i det hele taget ikke virker så interesseret, har jeg altid svært ved at sige "Han er nok bare usikker på dig", "Måske er han bare ikke sms-typen" eller "Bare vent og køb en ny kjole, så skal han nok falde ordentligt for dig"...

Jesper er ikke sms-typen. Faktisk er han så lidt sms-type, at han ikke havde nogen telefon dengang. Men jeg nåede ikke længere end hjem fra universitetet før han havde fundet mig på facebook. Dagen efter havde vi vores første date. Vi bagte pebernødder sammen i hans kollektiv og lærte hinanden lidt bedre at kende. Fredagen efter var vi til julefredagsbar sammen på Dansk, hvor vi ikke rigtig lagde skjul på, at vi godt kunne lide hinanden. Efter fredagsbaren sneg vi os ind på den aflukkede del af gamle KUA, så vi kunne komme op på taget.

1. januar, lidt over en måned efter julefrokosten, besluttede vi, at vi vist nok ikke længere kunne løbe fra, at vi var kærester nu. To år efter købte vi en lejlighed sammen. Vi flyttede sammen et par dage efter vores toårsdag (fra julefrokosten), 1. december. Nu har vi været sammen i lidt over tre år, og det næste store kæresteskridt er selvfølgelig, at vi om kort tid også kan kalde os selv for forældre.

I fredags var der julefredagsbar på Dansk igen. Vi kom aldrig af sted. Men i dag slæbte vi (okay, mest ham) et puslebord fra Østerbro til Nørrebro på min cykel gennem tøsne og forbi Rigshospitalets villaer, mens vi spejdede efter barselshotellet.

Hver dag med Jesper er et nyt eventyr. Det må gerne lyde corny, når det er sandt.

4 kommentarer:

Zebeyo sagde ...

Det er så skønt når man har det sådan. Vi leger også stadig Mette og Morten på eventyr jævnligt. Også selvom vi har fået Sira. OG nu kommer det næste store eventyr også snart :)

Jeg håber for jer at Jesper kan være meget hjemme de første måneder med den lille. Det har betydet uendeligt meget for os at jeg var ledig i et stykke tid efter fødslen.

Cecilie L. sagde ...

Hvad for et eventyr kommer snart? :)

Jesper er pt. arbejdsløs, så han ender nok med at være ret meget hjemme :)

Stine sagde ...

Interessant at læse detaljer som jeg ikke kendte :)

Cecilie L. sagde ...

Ja, lidt kan man jo godt afsløre i ny og næ :)