tirsdag den 7. februar 2012

Vintertræt

Varm te i den nyeste mumikop = overlevelse.
Er det noget med, at kroppen bruger ekstra meget energi på at holde sig varm i minusgrader og man derfor bliver mere træt om vinteren? Eller handler det bare om, at jeg har haft fem timers undervisning i træk (hallo, det er altså meget for en kandidatstuderende!) og ikke har fået nok at spise? Jeg er suuulten. Jeg vidste bare jeg skulle være mistænksom, da Jesper tilbød at lave mad efter sit spændende møde på det tidsskrift, hvor han er frivillig. Han er stadig ikke kommet hjem, og jeg har snart tømt vores snacklager.

Jeg har nu haft alt min undervisning for første gang, og det virker alt sammen ret godt. Jeg tror det bliver ret intensivt - vi skal virkelig læse meget og oven i det aflevere en oversættelse hver uge. Men det bliver godt! Det er jo den sidste undervisning jeg får gratis, så citronen skal altså presses alt hvad den kan nu!

Jeg kan jo passende begynde på at læse hele Paul Austers forfatterskab. Vi skal "kun" læse seks romaner ifølge semesterplanen, men vores lumske lærer har tilføjet punktet "sammenlign med..." ud for hver roman. For eksempel ville det være fint hvis vi lige havde New York-trilogien i baghovedet.

Jeg vidste bare der ville komme et tidspunkt i løbet af mit studie, hvor jeg blev tvunget til at læse den. Jeg har skam forsøgt (man er vel ikke engelskstuderende for ingenting), men det lykkedes ikke første gang. Ej heller anden gang. Jeg har fået meget mere ud af hans nyere bøger.

Men nu har jeg lånt første del, City of Glass, som tegneserie. Det kan jo kun gå godt.

Nå. Jeg skal lige ringe til nogen og stille utålmodige spørgsmål om aftensmad.

Ingen kommentarer: