fredag den 22. marts 2013

Jeg, en opvasknazi

Da jeg var lille, boede vi lidt småt og havde ikke opvaskemaskine. Senere blev vi en lidt større familie med samtalekøkken og opvaskemaskine. Mine forældre har dog altid gået meget op i køkkenredskaber, så listen over ting, der ikke måtte komme i maskinen blev hurtigt længere end dem, der godt måtte. Min pointe med den historie er, at jeg har lært, hvordan man vasker op. Grundigt.

Det er senere gået hen og blevet en hel besættelse. Jeg tror det hænger sammen med, at jeg samler på fine køkkenting. Den slags kommer altså bedst til sin ret, når det er helt rent, og så går det bare ikke, at der er te-rester i munden af mumikopperne, pletter på de spanske glas eller tomat på de kongelige tallerkener.

Jeg tør godt indrømme, at jeg nogle gang vasker ting op igen, efter andre har vasket dem op. Hvis de nu for eksempel havde glemt, at bruge den grove side af svampen til tekopperne. Eller, åh, vasket dem op med børste! Det går jo virkelig ikke.

Til min besættelse har jeg samlet en del udstyr, så jeg altid har det rette værktøj ved hånden, hvis der er en genstridig plet. Bemærk, at jeg også har fået Jesper til at sætte en lampe op, der kan lyse direkte ned i vasken - man skal ikke undervurdere godt arbejdslys!


Sådan ser samlingen ud indtil videre. Næste skud på stammen skal vist være en flaskerenser til Veras sutteflasker, selvom hun ikke bruger dem så tit. Men de skal om noget være rene!


Jeg er selvfølgelig også vigtig-Per omkring opvaskemidlet. Af en eller anden grund har jeg besluttet, at Irmas svanemærkede er det eneste, der dur. Nok fordi jeg er vokset op med den flaske. Bag ved mit opvaskegrej står en lille samling fliser, som jeg tænker kan vokse sig større, når Vera bliver gammel nok til at komme med ud og rejse igen (hun har jo været i Hamborg og New York - i min mave).


Den sidste, men absolut ikke mindste ting, ved opvask er at stille det til tørre. Da jeg flyttede hjemmefra, ledte jeg efter det største og mest praktiske opvaskstativ, der fandtes. Det blev dette vidunder fra Ikea, som stadig har plads til det hele - selvom det næsten ikke kan være under de dumme skrå køkkenvægge. Her går jeg meget op i at få plads til så meget som muligt. Jeg bruger helst ikke viskestykke, da jeg jo i forvejen bruger ret lang tid på at vaske op. Men et godt tip er at lade vinduet stå åbent bagefter. Så bliver glas og lignende mere blanke og får ikke så tit pletter af at lufttørre.

Hah. Jeg kan sagtens skrive om ikke-baby-ting. Det blev så opvask. Åh, mit liv som husmor. Burde måske snart læse en bog eller gå på en smart café eller skrive lidt på mit speciale.

tirsdag den 19. marts 2013

Barseltidslommen


Jeg bruger stadig det meste af min tid sådan her, sovende, eller ammende. Alternativt siddende med Vera på skødet, mens vi skiftes til af efterligne hinandens ansigtsudtryk. Det er på samme tid utroligt intetsigende og helt fantastisk meget-sigende. Tiden går bare, og nu er hun fem uger gammel. Vi har også besøg, går ture og har endda flere gange besøgt andre også. Det synes jeg er stort. Det viser sig dog, at andre babyforældre allerede kan meget mere, sågar får deres baby passet, men jeg venter vist lidt endnu med den slags. Er åbenbart pylremortypen. Men nu har vi fået en ny god idé, der er, at Jesper jævnligt går en tur med barnevognen, mens jeg bliver hjemme og er lidt alene. Det er rart. Men jeg savner dem imens.

Jeg tænker om livet nogensinde bliver normalt igen, men det bliver det jo. Bare nyt normalt. På ikke-Danske Bank-måden. Men der venter vel en hverdag et sted derude. Om lidt under tre uger skal jeg fortælle mit arbejde, hvornår min barsel slutter. Jeg ved det bare ikke. I øjeblikket er det fantastisk hver gang Vera kan noget nyt, for eksempel smile. Det var selvfølgelig helt vildt dejligt. Men hvad nu, hvis jeg er på arbejde, når hun lærer at kravle, gå, sige agyyh, tale...? Hvorfor egentlig få et barn, hvis man så bare går fra det igen, tænker jeg. Men jeg tænker også på om man bliver skør af barsel på et tidspunkt. På om vi burde lave ordninger, så Jesper kan tage barsel senere. (Vi ved ikke hvornår han får et job, men hvis han pludselig gør, er det jo ikke sikkert det passer ind med en barsel - og hvem skal så passe Vera, hvis jeg er begyndt at arbejde igen. Vil helst ikke sætte hende for tidligt i vuggestue. Pylremor, sagde jeg jo.)

Jeg synes slet ikke jeg kan tage beslutningen nu. Hun er jo lige kommet! Men selvfølgelig skal mit arbejde kunne planlægge ud fra hvornår jeg kommer tilbage. Og jeg burde måske tænke på at komme i gang med specialet og karrieren igen. Men ikke endnuuuu.

Synes det er meget svært. Aner heller ikke, hvad jeg skal mene om den ligestillingsdebat, der kører i medierne nu vedrørende en øremærket barsel for mænd. Hvad med et års barsel for både mænd og kvinder? For hvis penge, tænker du så?

Ja. Det gør jeg også.

Sorry for forvirret blogindlæg. Jeg har så meget ammehjerne (er det et kvindenedgørende udtryk egentlig?), at jeg forleden dag glemte om jeg ammede for første eller anden gang der hvor jeg var på besøg. Hvordan skulle jeg så kunne skrive et sammenhængende blogindlæg? Eller tænke en sammenhængende tanke om barselbeslutningen endda? Jeg er endnu kun nået til tanken "Vera er sød."

lørdag den 9. marts 2013

... for så sku' jeg amme


Jeg ville skrive et blogindlæg om kvindernes kampdag, men så skulle jeg amme. (Det skulle hedde "Kvinde er kvinde bedst" og handle om hvor meget hjælp jeg har fået tilbudt af andre mødre, fx med amningen.)

Jeg ville svare på kommentarerne på bloggen, men så skulle jeg amme. (Tak for dem!)

Jeg ville tage billeder af de ting, jeg har hæklet, men så skulle jeg amme. (Tre forskellige bolde til min venindes datter.) (Man kan godt hækle med baby sovende på maven.)

Jeg ville ringe tilbage til en masse mennesker, men så skulle jeg amme. (Og jeg kunne ikke nå min telefon.)

Jeg ville skifte tøj til noget uden gylp på, men så skulle jeg amme. (Kliché-barsel, I know...)

Jeg ville hjælpe Jesper med husholdningen, men så skulle jeg amme. (Hjemmegående husfar længe leve!)

Jeg ville have bygget et udviklende og stimulerende legehjørne, men så skulle jeg amme. (Men så små babyer leger jo heller ikke. Det ser bare så tomt ud at ligge på maven på et tæppe uden legetøj.)

Jeg ville have hentet en kop decaf nescafé mere, men så skulle jeg amme. (Änglamarks øko-decaf er fin!)

Jeg ville have skrevet mere i Veras dagbog, men så skulle jeg amme. (Den fra da jeg var barn ligger på bordet og giver dårlig samvittighed. Den er så fin at have nu.)

Men det er alt sammen helt okay, for det tyder på, at der er fremgang i amningen, hurraaa! (Dvs. færre smerter og jeg er blevet bedre til at lægge puder rigtigt og huske at hente kaffe, sætte tv-program på og have slumretæppet klar.)

Ja. Barsel er egentlig bare lidt som man forestiller sig det. Og så alligevel slet ikke.

lørdag den 2. marts 2013

It was the best of times, it was the worst of times

På mandag har jeg været mor i tre uger.

Jeg har tidligere skrevet om at man ikke kan forberede sig på at få et barn. Det havde jeg selvfølgelig ret i, og det skal man heller ikke. Altså, man skal selvfølgelig købe bleer og babytøj og en seng og alt det der, men man skal ikke være helt forberedt mentalt.

Man skal kaste sig ud i det, når det sker. Man skal ligge hele natten og kigge på et nyfødt vidunder og ikke forstå, at det er sket, at man har lavet et barn, et rigtigt menneske med tæer og næse og blødt hår på ørerne. Man skal græde med barnet, når det græder hjerteskærende længe den første tid, fordi man ikke forstår, at det ikke forstår, at man pludselig elsker det betingelsesløst og vil gøre alt for at løse dets problemer og mætte dets behov.

Man skal se på gamle billeder og forstå alting på ny, og man skal komme i tanke om scener fra film, hvor børn eller forældre er kede af det og fylde øjnene med tårer bare ved tanken. Man skal stå op midt om natten, selvom barnet sover trygt, mærke det i nakken og til sidst lægge hånden på en lille mave for at sikre sig, at det stadig trækker vejret.

Og man skal kalde insisterende på den anden forælder, når barnet laver en ny grimasse, siger en ny lyd eller bare ser nuttet ud som det plejer, men kan man ikke godt se, at det er blevet lidt ældre siden i går? Det er noget med blikket og øjenkontakten.

Man skal sidde i sofaen med badekåbe og dårlig ånde hele dagen, fordi barnet sover så trygt i ens arme, og man vil så nødigt vække det, så man bliver siddende og pludselig er der gået en uge sådan.

Man skal også til tider forsøge at huske den person man var før, gå forgæves i forsøget og til sidst blive enig med sig selv om, at det er lige meget nu. At hverdagen en dag vil vende tilbage og at man kommer til at savne at gå på arbejde. Men lige nu savner man højst en kop kaffe uden barn på armen, men man savner barnet mere, når man er ude og lave kaffen.

Ps. Det lyder alt sammen vidunderligt, ikke? Men jeg kæmper så uendelig meget med at få amningen til at fungere. Det gør virkelig, virkelig ondt. Sig at det bliver bedre? Det er den eneste torn i øjet. Jeg kan sove, når jeg bliver gammel. Eller gravid igen.