torsdag den 31. maj 2012

Et hjem i udvikling

Jeg er sådan en, der aldrig bliver færdig med at indrette en lejlighed. Der er altid liiiige et eller andet, der mangler eller alligevel ikke fungerede eller... jeg kedede mig og pludselig kom jeg til at flytte bordet. Her kan I se lidt af, hvad der er sket her på det sidste:


Måske ikke så nyt, men vi øver os stadig i at få et godt forhold til skrivebordet. Det er som om det hellere vil bruges til rod end til arbejde.


Ny lampe fra Ikea, som erstatning for Le Klint, som jo smadrede i den tragiske støvsugerledningsulykke.


Revival of the pelargonier! Min barndomsblomst har fået lov til at at få en chance til - jeg lover at prøve at holde dem i live denne gang. 


Køkkenet har fået en masse nye hylder, så der blev plads til alle småtingene - især te!


Der sneg sig også en hylde ind oppe under loftet, så tomme syltetøjsglas mm. kan bo der.


Alle typer småting har fået plads på de smalle hylder.


Der blev ryddet op i ting, der stod og rodede - nu roder de på en bakke i stedet for. Og endelig blev kom knivene op og hænge! 


Alt er blevet hældt på glas og dåser, så det ser pænere ud på de åbne hylder. Den lille kommode indeholder krydderier og småting, der normalt forsvinder i bunden af en kurv.


Hylderne er fra Ikea og kostede under en 50'er stykket. Muligvis har vi købt alle deres hvide, men der var stadig sorte tilbage. (Og sikkert også flere hvide på lager.) De er hængt op på forskellige måder, afhængig af hvad der skulle stå på og om der var brug for kanten, som ses på den hylde længst væk.


Brahms kom med hjem fra Hamborg og pryder nu køkkendøren.


Soveværelset med ny, orange sengelampe (Habitat, Hamborg), loftslampe (Ikea) og kunstværk (Jespers ven). Vi reder seng cirka hver tredje måned, så det ville bare være urealistisk, hvis jeg gjorde det for billedet skyld. Sådan her ser der ud!


Sidst men ikke mindst er stuen blevet lidt anderledes: Spisebordet fik plads ud fra vinduet i stedet for midt i det hele, og lænestolen (+ fjernsyn og wii, som ikke kan ses) rykkede hen i den anden ende af stuen, og nu er det hele meget bedre!

That's it. Nu vil jeg græde mig i søvn over, at jeg ikke må tage til Distortion og drikke mig fuld, men hellere skal gå i tidligt i seng og stå tidligt op og tage på læsesal. Måske vil jeg lige trøste-se lidt tv-serier først og evt. trøste-spise lidt chokolade. Ååh, så hårdt at være studerende. (Men efter den 19. juni har jeg ferie i et halvt år, hah!)

mandag den 21. maj 2012

Gæt en opskrift



Nemlig - gazpacho!

Til fire menneskers forret skal du bruge:

  • To røde pebere (eller en stor)
  • To æsker hakkede tomater (står ved siden af dåserne... bare for at prøve noget nyt)
  • En agurk
  • En kvart vandmelon
  • Et lille løg
  • To fed hvidløg
  • En halv rød chilipeber
  • 1 spsk olivenolie med citron og timian
  • 1 spsk vineddike
  • Citronpeber
  • Salt og peber
  • Persille til drys
Skær grøntsagerne så småt som muligt og blend det hele (undtagen persille) med en stavblender eller i en blender. Serveres for eksempel med nybagte boller (som man for eksempel kan få sin kæreste til at bage). Drys med persille.

OBS! Gazpacho er i høj grad en restesluger, så ovenstående ingrediensliste skal kun anses som inspiration. Idéen med vandmelon kommer fra Klidmoster. Nogen putter også opblødet hvidt brød i, det må jeg prøve næste gang.

Det er sommer, det er sol og...





Dyrehaven i strålende sommervejr. Vi  lod eksamenslæsning og speciale være derhjemme og cyklede ud i det blå. Vi endte i Dyrehaven og på Bakken, hvor Jesper mistede sin pung til en ond svaneforlystelse: man cyklede i svaner over vandet, og Jespers pung faldt ud af lommen, ned i vandet. Og der var ingen hjælp at hente fra personalet - pungen  var tabt for evigt!

Så vi cyklede ud i naturen for at få humøret tilbage, mens vi opremsede alle de gode ting ved at miste sin pung - der er masser, hvis man prøver! Bagefter tog vi til Taarbæk og spiste pizza på stranden. Fantastisk søndag :)

I dag starter hverdagen igen efter en doven miniferie, hvor det er lykkedes mig at læse fem sider af de 1.000 jeg skal nå inden den 7. juni. Må hellere sætte tempoet lidt op. Ser lige om ikke der er en solplet i gården... (for alle ved jo hvor effektivt man læser i sol og varme)

onsdag den 16. maj 2012

Instasild

Selvfølgelig er jeg også med på noderne og har en profil på Instagram: Cesilden. Her er et udpluk:




















God miniferie til jer. Jeg vil tage lidt fat på det der eksamenslæsning, hvis jeg kan huske hvordan man gør...

torsdag den 10. maj 2012

Miniguide til Hamborg


Områder der er hyggelige at gå rundt i:

Schanzen
Lidt flippet område, gode caféer, små butikker, stor park (lige ved ubahn-stationen). Loppemarked i "slagterhusene" tæt på Marktstrasse om lørdagen. Find også gaden Schulderblatt - hyggelig!
Ubahn: Sternschanzen

Schulderblatt

Marktstrasse
St. Pauli
Hamborgs gamle arbejderkvarter ligger i forlængelse af Schanzen. Også små områder med caféer. Bliver mere råt, hvis man nærmer sig Reberbahn. Lidt Vesterbro-agtigt, inkl. red light-district.

St. Pauli
Altona
Tidligere dansk. Forstad til Hamborg, tæt ved havnen, så man kan tage en havnebus dertil. Kan fx tages fra der hvor alle havnerundfartbådene også går fra. Køb en billet i maskinen på havnen. Det er alm. ubahn-pris.
Altona har også hyggelige caféer og butikker.

Altona

Altona

Ottensen

Lidt længere ude end Altona ligger Ottensen. Der er også hyggeligt, med caféer og butikker.
Der går ikke ubahn til Altona og Ottensen, men man kan tage et almindeligt tog fra hovedbanegården.

Skt. Georg
Hamborgs homoseksuelle område. Fine butikker og caféer, lidt mere ekslusivt end fx Schanze. Hvis man går herfra og ned mod Alster, er der en fin restaurant ved vandet. Maden er ikke helt i top, men det er udsigten til gengæld!
Ubahn: Hovedbanegården

Udsigt fra restaurant. Det regner på den anden side af Alster.
Alster
Stor sø midt i byen. Der er parkmiljø hele vejen rundt - på vestsiden er der en stor park, der minder lidt om Frederiksberg Have. Hvis man går herfra og væk fra søen, lidt nordvest, finder man et hyggeligt Hellerup-agtigt kvarter med store, flotte huse: Harvestehude.

Park ved Alster

Harvestehude
Indre by
Gå rundt langs kanaler og industrikvarter. Der er smukt og fascinerende.



Husk at man også kan cykle i Hamborg - det vil jeg helt klart gøre næste gang!

Og så skal man også gå ned til havnen:
Havnen, tæt på Altona
Man kan tage mange spændende bådture i havnen - det skal jeg vist også næste gang!

Andre tips modtages gerne. Jeg skal helt klart tilbage igen.

mandag den 7. maj 2012

Da sommeren kom (og gik)

I disse dage, hvor sommeren er begyndt at vise sig sporadisk, har jeg:


Været til fødselsdag og spist hjemmelavede forårsruller,


fotograferet mælkebøttemarker og fasaner på landet


og spist sommermad i store mængder.

Hvad med dig?